Samvittighedsfuld shopping til Sommermarked på Kofoeds Skole

Onsdag den 14. juni kl. 12 – 17 inviterer Kofoeds Skole til Sommermarked. Sommermarkedet er en årligt tilbagevendende begivenhed, hvor flere sociale organisationer går sammen om at skabe opmærksomhed om deres arbejde med mennesker i udsatte positioner.

Når vi når midten af juni, er der ofte lidt mere hektisk end normalt på det sociale tilbud Kofoeds Skole på Holmbladsgade. Her kulminerer nemlig flere måneders forberedelser i det årligt tilbagevendende Sommermarked – som i år afholdes for 11. gang. I år afholdes Sommermarkedet den 14. juni og forstander, Robert Olsen, såvel som de mennesker der benytter Kofoeds Skoles tilbud, håber, at du vil lægge vejen forbi.

“Sommermarkedet er en vigtig begivenhed for os på Kofoeds Skole. Det giver os mulighed for at fejre fællesskabet og mangfoldigheden i København, sammen med andre sociale organisationer. Vi håber, at mange vil komme og deltage i denne festdag.” fortæller Robert Olsen

Gårdspladsen på Kofoeds Skole til Socialt Sommermarked i 2021

Til sommermarkedet fyldes Kofoeds Skoles gård med boder fra Københavns sociale organisationer
(Foto: Michael Magnus Nybrandt)

95 år med socialt arbejde

Kasper Hoe, der er en del af arbejdsfællesskabet i Kofoeds Skoles Medieværksted og sidder i Kofoeds Skoles Elevråd, er enig med forstanderen: “Sommermarkedet er en dag, som vi alle ser frem til på Kofoeds Skole. Det er en chance for os, for at invitere folk indenfor og vise, hvad vi lærer og laver på Kofoeds Skole. På Medieværkstedet arbejder vi for eksempel med at fortælle historier om Kofoeds Skole. Til Sommermarkedet skal vi gøre det på en ny måde, som vi ikke har prøvet før: Med en interaktiv installation. Vi glæder os til at byde vores gæster velkommen og se, hvordan de tager imod det!” supplerer Kasper Hoe og smiler hemmelighedsfuldt.

Den 28. marts i år kunne Kofoeds Skole fejre sin 95 års fødselsdag. Det er netop dét Kofoeds Skoles Medieværksted har valgt at tage fat i til sommermarkedet, hvor de vil skabe en historisk dagligstue. Her kan sommermarkedets gæster gå på opdagelse i Kofoeds Skoles 95-årige historie og finde skjulte fakta og historier gemt på genstande og inventar. Det bliver en interaktiv oplevelse, som giver besøgende en chance for at lære mere om skolens lange historie og dens vigtige sociale arbejde på en legende måde.

Plakat af Halfdan Pisket i anledning af at Kofoeds Skole fylder 95 i 2023
95-års Jubilæumsplakat:

I anledning af Kofoeds Skoles 95 års jubilæum har forfatter og billedkunstner Halfdan Pisket (f. 1985) skabt en jubilæumsplakat. Halfdan Pisket er vokset op tæt på Kofoeds Skole og det sociale tilbud spiller en lille, men opløftende rolle i Piskets hovedværk ’Dansker-trilogien’ (2017).

Plakaten kan købes i Kofoeds Skoles butikker til årets sommermarked.

Tag på shoppetur med god samvittighed

Foruden den historiske bod byder sommermarkedet på livemusik, lækker mad og boder fra flere af Københavns sociale organisationer, f.eks. Fountain House, Huset Venture og SOVI – foruden Kofoeds Skole selv. I organisationernes boder finder du second-hand varer, kunsthåndværk, planter, grønt og andre produkter, som de deltagende sociale organisationer selv har produceret. Alt overskuddet fra markedet går til at støtte de deltagende organisationers sociale arbejde, så du støtter et godt formål, mens du gør en god handel.

Praktisk Info

Hvad: Sommermarked på Kofoeds Skole
Hvem: Alle er velkomne. Der er gratis adgang
Hvor: Holmbladsgade 120 og Nyrnberggade 1, 2300 København S.
Hvornår: Onsdag 14. juni kl. 12 – 17

Foruden Kofoeds Skole kan du blandt andet møde:

  • Fountain House, der arbejder for at mennesker med psykiske lidelser kan deltage ligeværdigt i samfundets fællesskaber.
  • Incita, der arbejder for et mere rummeligt arbejdsmarked
  • SOVI, der arbejder for meningsfuld beskæftigelse for mennesker med autisme-spektrum forstyrrelser, Asperger’s syndrom og ADHD
  • Huset Venture, der arbejder for at skabe arbejdspladser til mennesker med reduceret arbejdsevne
  • NABO Center Amager, et aktivitets- og samværs tilbud for mennesker med psykisk sårbarhed

Sammen kan vi mere

Vær med til at skabe et dejligt og festligt marked. Tilmeld dig sommermarkedet på Facebook og tag gerne en god ven med. Du kan hente årets plakat ved at klikke på billedet nedenfor.

Tak for din hjælp ♥

Plakat til sommermarked på Kofoeds Skole 14. juni 2023