Vil du være frivillig pedel i Team Rent & Pænt, der står for rengøring på Kofoeds Skole? Vi søger en frivillig med hænderne skruet godt på, der ikke er bange for at tage fat og vil gå til hånde med praktiske opgaver på Kofoeds Skole.

Om Team Rent & Pænt

Team Rent og Pænt står for rengøring af Kofoeds Skoles fællesarealer, herunder toiletter, kontorer, undervisningslokaler og butikker. Opfyldning af toiletpapir og papirhåndklæder, sæbe mm. Afkalkning af vandhaner, udskiftning af pærer og mindre vedligeholdelsesopgaver. Ved at arbejde i Produktionsværkstedet kan elever på Kofoeds Skole tjene op til et måltid i Café Himmelblå og andre goder, f.eks. vask af eget tøj. Værkstedet er en vigtig social og økonomisk støtte for mennesker der lever i udsatte positioner.

Arbejdsopgaver som frivillig pedel i Team Rent & Pænt

For at være frivillig pedel i Team Rent & Pænt skal du have lyst til at hjælpe med en eller flere af følgende opgaver på Kofoeds Skole:

  • Fylde papir op på Kofoeds Skoles toiletter
  • Fylde rengøringsartikler og materialer op på hylderne på vores lager
  • Skifte elpærer og lysstofrør
  • Afkalke vandhaner

Lidt om dig

Vi forestiller os at du:

  • Er ressourcestærk, rummelig og kan lide at møde nye mennesker
  • Er mødestabil.
  • Er smilende og spreder et godt humør.

Hvad får du ud af at være frivillig på Kofoeds Skole?

Som frivillig på Kofoeds Skole er du først og fremmest med til at gøre en vigtig forskel for mennesker, der lever i udsatte positioner.

Derudover bliver du en del af et meningsfuldt og socialt arbejdsfællesskab, hvor du kan udvide dit netværk og tilegne dig nye personlige og faglige kompetencer, samt erfaring og udtalelser til dit CV.

Praktisk information

Kofoeds Skole ligger på Amager, Holmbladsgade 120, 2300 København S.

Som frivillig pedel i Team Rent & Pænt på Kofoeds Skole har du mulighed for at være med mandag til torsdag mellem kl. 08:00 og kl. 15:00. Fredag mellem 8:00 og 13:30.
Vi laver en aftale om, hvilke tidspunkter der passer dig.

Om Kofoeds Skole

Siden 1928 har Kofoeds Skole tilbudt uddannelses- og arbejdsfællesskaber, til voksne mennesker, der – for øjeblikket – ikke kan deltage i samfundet på samme vilkår som de fleste. Mennesker med mere i bagagen. Men også mennesker med mere at byde på. Kort sagt, mennesker med mere.

Hvert år benytter omkring 3600 mennesker sig af vores værksteder og undervisningshold. Her lærer de nye kompetencer, indgår i sociale fællesskaber og tager selv et medansvar for at forbedre deres livssituation. Det kalder vi ’Hjælp til Selvhjælp’.

Som frivillig på Kofoeds Skole er du en vigtig del af dette arbejde og du er med til at bidrage til en positiv hverdag for mennesker i udsatte positioner.

Du kan læse mere om vores tilbud på https://menneskermedmere.dk/vorestilbud/

Hvis du ikke vil være fast frivillig, men vil hjælpe til ved events og kortere projekter, f.eks. markeder, eller juleaften på Kofoeds Skole, så bliv medlem af vores Facebook-gruppe, ‘Frivillige på Kofoeds Skole‘.

Foto: Kjeld Andersen