Et frirum for unge

Flere unge finder et frirum i Kofoeds Skoles tilbud. Gode introforløb og samarbejde er nøglen til, at de unge kommer godt videre.

På Kofoeds Skole ser vi for tiden en tendens, hvor flere unge vælger at deltage i vores tilbud. Unge, der af forskellige årsager har måtte sætte deres uddannelse på pause. Eller unge der bruger Kofoeds Skoles tilbud i deres rehabiliteringsproces efter psykiatrisk behandling. Fællesskaberne på Kofoeds Skole fremhæves som et frirum, fra de mange krav, de unge oplever i deres liv. Aktiviteterne giver dem ro og struktur i en hverdag, hvor det er svært at tage tid til sig selv.

Sammen med analysebureauet Analyse og Tal har vi foretaget interviews med de unge og vores samarbejdspartnere, for at forstå, hvordan vi imødekommer de unges ønsker og behov og støtter dem i deres proces. Det har givet overraskelser og ført til nye tiltag.

En tryg indgang

De unge oplever, at det er svært at tage skridtet til at møde op på Kofoeds Skole. Dels på grund af fordomme om sociale tilbud, dels fordi det er særligt angstprovokerende at starte et nyt sted, hvis man har sociale eller personlige udfordringer, der gør det svært at indgå i et fællesskab.

Én elev fortæller: “Den vanskeligste dag på skolen er den anden gang, man kommer; for der bliver der ikke taget særhensyn.” Kommentaren illustrerer en gennemgående pointe: at der er behov for stabil og længerevarende støtte omkring opstart, så rammerne opleves som trygge.

Vi har derfor tilpasset vores opstart for unge elever. Unge tilbydes nu en fast socialrådgiver, der følger op på opstarten, og afholder opfølgende samtaler med de nye elever.

Blandede fællesskaber giver frirum

Til vores overraskelse viste undersøgelsen, at de unge i udgangspunktet ikke er interesseret i, at der laves specifikke unge-tilbud på Kofoeds Skole. Faktisk vil flere af dem foretrække et hold med deltagere af blandet alder, frem for et hold med rent unge.

Sammenligningen med jævnaldrende, der – måske som en selv – har begrænset socialt overskud, og deltager i en kort periode, går ud over oplevelsen af frirum.

Kendskab

Flere unge fortalte, at de ville ønske at de havde kendt til Kofoeds Skole tidligere. De udtrykker forundring over at deres kontaktperson, eller sagsbehandler ikke har oplyst dem om tilbuddet.

Der ligger altså for Kofoeds Skole en opgave i at blive mere synlige for de unge. Kontakten til andre institutioner, som er i kontakt med de unge – for eksempel psykiatrien, jobcentrene, og uddannelsesvejledere – skal også styrkes. Vi skal samarbejde om at få de unge godt videre i livet.

Spørgsmål og yderligere viden

Læs mere om analysebureauet Analyse & Tal på deres hjemmeside: https://www.ogtal.dk/

Den endelige rapport er ikke udkommet endnu, men vil være udgangspunkt i at tilpasse vores tilbud, så vi som institution sikrer en positiv og udviklende oplevelse for de unge. Vi opdaterer nyheden her, når den udkommer.

Kontakt teamleder for vores rådgivningsafdeling, Nicolai Christesen, hvis du har spørgsmål om Kofoeds Skoles indsatser for unge i udsatte positioner.

Teamleder, Rådgivning

Direkte nummer: 41 73 31 10

Mail: nicolaic@kofoedsskole.dk

Foto af unge til Sommermarked på Kofoeds Skole: Hasse Borg Søegren Tekst: Hasse Borg Søegren