Under slogannet ‘Sammen klæder vi udsatte på’, har IGoGreen.dk og Kofoeds Skole samarbejdet om flere kampagner, der dels har givet flere tusinde sokker og boxershorts til vores unge hjemløse i Kofoeds Kælder og dels et indbringende overskud fra salg af økologiske produkter på Roskilde Festival 2017.

Dette samarbejde udvides nu, hvor IGoGreen har besluttet sig for at de vil støtte socialt udsatte mennesker i Danmark, ved at donere ét par boxershorts til Kofoeds Skole, hver gang deres kunde køber et abonnement hos dem, uanset hvilket produkt de vælger. Ifølge grundlægger Kasper Marinus Klink Elbæk, lå en udvidelse af samarbejdet lige til højrebenet:

– ‘Jeg har været rigtig glad for vores samarbejde. Vi vil gerne kendes som en ansvarlig leverandør af grønne- og certificeredebasisvarer og her var en oplagt mulighed for også at udvise en social ansvarlighed. Specielt under sloganet “Sammen klæder vi udsatte på”, giver det nye tiltag mening. Vi er ikke det billigste sted at handle, men til gengæld ved du, at du tager hensyn til vores omgivelser, når du handler hos os. Nu ikke bare ift. økologi, men nu sørger du som kunde også for en varm og lun numse til en udsat person i Danmark. Personligt bliver jeg helt varm i kroppen ved tanken om, at landets udsatte render rundt i IGoGreen.dk undertøj og sokker. At vi igennem disse tiltag kan hjælpe Kofoeds Skole lidt på vej i deres vigtige arbejde, med at gøre de udsattes hverdag lidt nemmere.’

 

Økologisk nødhjælp og socialøkonomisk eksponering

Via sociale medier har Kofoeds Skole og IGoGreen.dk som sagt kørt flere kampagner, der har givet masser af hjemløse og socialt udsatte varme og tørre fødder. I sommers var vi desuden så heldige, at Kofoeds Skole fik lov af Roskilde Festival til at få en gratis bod, hvorfra vi solgte genbrugstøj – og IGoGreen’s økologiske produkter – og hvor hele omsætningen gik til Kofoeds Skoles sociale arbejde. Boden gav ikke bare Kofoeds Skole et godt grundlag for selv at tjene ind til vores sociale arbejde, men også en masse eksponering af de nye vinde, som blæser over Kofoeds Skole. I midten af 2018 åbner Kofoeds Skole nemlig en række socialøkonomiske butikker i Nyrnberggade på Amager, som blandt andet også sælger genbrugstøj – præcis ligesom det blev gjort på Roskilde.

Sådan så skiltet fra Kofoeds Skoles bod på Roskilde Festival 2017 ud.

 

Et samarbejde der klæder alle parter

Samarbejdet med IGoGreen, er langt fra det første virksomhedssamarbejde i Kofoeds Skoles 90 årige historie. Men til gengæld er det et af de samarbejder, der klæder alle parter – hvad enten der virksomheden der donerer, Kofoeds Skole eller de mange socialt udsatte mennesker, som hver dag kommer på hovedskolen på Amager for at få gavn af vores tilbud. Samarbejdet fortæller nemlig en historie om, hvilke tilbud socialt udsatte kan få glæde af på Kofoeds Skole (gratis tøj fra skolens tøjdepot) samt hvordan selv mindre virksomheder som IGoGreen, kan gøre en stor forskel for udsatte mennesker. Kommunikationsansvarlig på Kofoeds Skole, Daniel Vedsted, udbyder her:

-‘For os betyder det her samarbejde først og fremmest, at vi vil kunne tilbyde de mennesker, som kommer her på Kofoeds Skole, den ekstra lille luksus, som mange mennesker ellers tager for givet – nemlig at man kan få både nye økologiske sokker og underbukser. Samtidig er det også et eksempel på, hvordan man kan støtte Kofoeds Skole og vores sociale arbejde på en lidt alternativ måde. De fleste tænker på donationer som enten penge eller genbrugstøj eller møbler. Men der findes mange måder at hjælpe på. Og det er dét, der gør det her samarbejde til noget helt særligt.’