Unge Hjemløse
Unge hjemløse er en særligt udsat gruppe af mennesker i samfundet, som Kofoeds Skole er meget opmærksomme på. I flere år var hjemløse unge under 30 år, den gruppe af hjemløse, der steg mest. Ved VIVEs hjemløsetælling i 2022 var der dog sket et markant fald i antallet af unge hjemløse – formentlig som følge af målrettede indsatser på området, som ‘Housing First’.
Gruppen af 18-29 årige der lever i hjemløshed udgjorde i 2022 1.586 personer, svarende til cirka 27 % af det samlede antal hjemløse i Danmark (5789 personer).
Kofoeds Skole har en række tilbud for unge hjemløse, herunder et anonymt kontaktsted og et midlertidigt botilbud.
Visitation til botilbud
Du skal visiteres til at bo på Kofoeds Skoles botilbud til unge hjemløse. Visitation til tilbuddene foregår ved at udfylde et visitationsskema, som du kan hente her på siden.
Skemaet sendes til Kofoeds Skoles Ungdomsboligers socialrådgivere.
Spørgsmål om unge hjemløse
Hvis du har spørgsmål om tilbuddene, visitationsprocessen, eller andet der vedrører unge hjemløse, så kontakt os gerne.
Foto: Kofoeds Skoles arkiv
Kofoeds Skoles Ungdomsboliger (KSU)
Kofoeds Skoles Ungdomsboliger (KSU) råder over i alt 44 døgnpladser for unge ml. 18-30 år, der har brug for støtte til at få hold på tilværelsen. Døgnpladserne er et botilbud efter Servicelovens § 110 (midlertidig boform). Fælles for mange beboere er, at de oplever at have forskellige sociale og psykiske problemstillinger, som gør det svært for dem at leve op til forventningerne om et almindeligt ungdomsliv.
Dagligdagen tilrettelægges med udgangspunkt i den enkeltes ønsker, evner og behov, og alle ophold ser forskellige ud. Der kan under opholder blandt andet arbejdes med botræning, netværk og en meningsfuld hverdag. Personalet kan derudover være behjælpelige med at bistå beboerne i at blive afklarede med uddannelse eller lignende.
Foto: Kofoeds Skoles arkiv
Rundvisning i Kofoeds Skoles Ungdomsboliger
I videoerne kan du få en kort rundvisning i Kofoeds Skoles Ungdomsboliger og se faciliteterne på de forskellige adresser.
Badensgade
Holger Nielsens Ungdomsboliger
Peder Lykkes Vej
Thingvalla Allé
Mål og rammer for Kofoeds Skoles Ungdomsboliger
Rammer
Kofoeds Skoles Ungdomsboliger fordeler sig på 4 adresser på Amager. Pladserne fordeler sig således:
Holger Nielsens Ungdomsboliger (HNU) – 11 pladser
Badensgade – 10 pladser
Thingvalla Allé – 7 pladser
Peder Lykkes Vej (PLV) – 7 pladser
Kofoeds Kælder – 8 pladser (klubværelser)
Man får privat værelse og deler bad, toilet samt køkken og fællesområder med øvrige beboere. Man får egen aflåst plads i køleskab og eget køkkenskab. Der er dertil udearealer i alle huse.
Alle huse har fællesspisning én gang ugentligt (frivilligt) samt fællesmøde én gang månedligt (obligatorisk). Derudover indgår alle beboere i en rengøringsturnus.
Der er stof-, alkohol-, gæstepolitikker i alle matrikler. Vi bestræber os i Kofoeds Skoles Ungdomsboliger på at have et reglement der afspejler vores målgruppes behov for en normaliseret livsførelse under deres ophold hos os, samtidig med at overholde øvrig lovgivning. Brud på dette reglement kan medføre advarsler og i sidste ende en udskrivning af tilbuddet.
Opholds- og egenbetaling
Fra 1. januar 2024 er taksterne i Kofoeds Skoles Ungdomsboliger som følger:
Kommunens opholdsbetaling (§ 110) er 856,63 kr. i døgnet
Beboerens egenbetaling er 100,77 kr. i døgnet.
Opholds- og egenbetaling reguleres årligt.
Målsætning for KSU
Kofoeds Skoles Ungdomsboliger vil give unge udsatte lysten til livet. Det sker gennem at skabe trygge rammer og drage omsorg for den unge under det midlertidige ophold i en af boligerne. Vi vil i det daglige arbejde støtte den unge til bedre at kunne tage vare på sig selv. Vores rolle er at være facilitator i den unges liv med respekt for den unges ønsker og behov, hvad enten det drejer sig om beskæftigelse, bolig, behandling eller helt almindelige dagligdags ting.
Vi vil gennem vores arbejde ruste den enkelte til at begå sig i samfundet, som individ og som borger.
Den nuværende målsætning er revideret i 2023. Målsætningerne hviler på § 110 i Lov om social service.
Pædagogisk personale
Der arbejder socialpædagogisk personale i alle Kofoeds Skoles Ungdomsboliger, samt 2 teamledere fordelt på de 4 matrikler. Der findes ligeledes tjenesteboliger i alle matrikler.
Man tildeles ved indflytning en kontaktpædagog. Det pædagogiske personale er til stede i huset alle hverdage. Dertil hører en bagvagtsordning, som kan kontaktes at husets beboere hele døgnet ved akut behov for hjælp.
Tilsynsrapport
Kofoeds Skoles Ungdomsboliger er underlagt tilsyn fra Socialtilsynet for at vurdere kvaliteten af tilbuddet efter SEL §§ 109 & 110.
Kofoeds Skoles Klubværelser
Under Kofoeds Skoles Ungdomsboliger er 10 øvrige pladser for samme målgruppe som KSU – de såkaldte Klubværelser. Her bor beboerne i lejligheder og med mere begrænset pædagogisk støtte. Disse pladser er ligeledes tildelt efter Servicelovens § 110.
Foto: Kofoeds Skoles arkiv
Rundvisning i Kofoeds Skoles Klubværelser
Få en kort rundvisning i Kofoeds Skoles Klubværelser i Hedebygade i videoen og se faciliteterne.
Rammer for Kofoeds Skoles Klubværelser
Rammer
Kofoeds Skoles Klubværelser fordeler sig på 2 adresser i København. Pladserne fordeler sig således:
Sofiegade – 6 pladser
Hedebygade – 4 pladser
Man får privat værelse og deler bad, toilet samt køkken og fællesområder med øvrige beboere.
Begge matrikler har fællesspisning én gang månedligt hvor der samtidig holdes fællesmøde (obligatorisk). Derudover indgår alle beboere i en rengøringsturnus.
Der er stof-, alkohol-, gæstepolitikker i begge matrikler. Vi bestræber os ligeledes i Kofoeds Skoles Klubværelser på at have et reglement der afspejler vores målgruppes behov for en normaliseret livsførelse under deres ophold hos os, samtidig med at overholde øvrig lovgivning. Brud på dette reglement kan medføre advarsler og i sidste ende en udskrivning af tilbuddet.
Opholds- og egenbetaling
Fra 1. januar 2024 er taksterne i Kofoeds Skoles Klubværelser som følger:
Kommunens opholdsbetaling (§ 110) er 638,71 kr. i døgnet
Beboerens egenbetaling er 100,77 kr. i døgnet.
Opholds- og egenbetaling reguleres årligt.
Pædagogisk personale
Klubværelserne har én socialpædagog tilknyttet samt én teamleder. Disse medarbejdere varetager samtidig driften af Kofoeds Kælder. – et kontaktsted for unge hjemløse.
Der er derfor kun pædagogisk personale til stede på Klubværelsernes matrikler få gange om ugen, og beboere i Klubværelserne skal ofte være indstillet på at have møder med deres kontaktpædagog i Kofoeds Kælder.
Læs mere om Kofoeds Kælder længere nede på siden.
Kofoeds Kælder
Kofoeds Kælder er er et kontaktsted for alle mellem 18 og 29 år, som ikke har noget sted at bo. Det kan være alt fra dig, der sover på gaden, til dig, der låner din vens sofa på tredje måned.
I Kofoeds Kælder kan du få:
• 100% anonymitet
• En at snakke med
• Et gratis måltid, bad og rent tøj
• Adgang til internet
• Opladning af mobil
• Kontakt til Københavns Kommunes Hjemløseenhed
På sigt kan vi også støtte dig i kontakten med det offentlige og i samarbejde hjælpe dig videre imod dit eget sted at bo.
Foto: Petra Theibel Jacobsen
Rundvisning i Kofoeds Kælder
Få en kort rundvisning i Kofoeds Kælder i videoen og se faciliteterne i vores mødested for unge hjemløse.
Praktisk information om Kofoeds Kælder
Kofoeds Kælder er en del af Kofoeds Skoles Ungdomsboliger og støtter hjemløse unge i at skabe en sammenhængende indsats, der skal bringe dem ud af hjemløsheden.
I Kofoeds Kælder vil de unge i første omgang kunne få basal hjælp, som noget at spise, vask af tøj, bad, adgang til Internet og opladning af mobiltelefon. Herudover vil kælderens medarbejdere supplere med samtaler og støtte – f.eks. til at genskabe kontakt med familie, venner, hjemkommune og andre myndigheder.
På årsbasis forventer Kofoeds Kælder at komme i kontakt med 50-100 unge hjemløse under 30 år, og at to tredjedele af de unge, som det lykkes at få ind i projektet, vil komme ud af hjemløsesituationen i løbet af ni måneder.
Kontakt Kofoeds Kælder
Adresse
Kofoeds Kælder
Frederiksborggade 1A (i gården)
1360 København K
Åbningstider
Mandag – onsdag fra kl. 8.00 – 15.30
Torsdag – fredag fra kl. 8.00 – 12.00
Lørdag og søndag er der lukket.
fuckinghjemløs.dk
Fuckinghjemløs.dk er et site, der skal hjælpe unge i København og omeng, som bliver udsat for hjemløshed.
Bag FUCKINGHJEMLØS.DK står Kofoeds Skole og Kofoeds Kælder, der er et kontaktsted for unge hjemløse i København. Initiativet er taget, for at unge, der bliver udsat for hjemløshed, bedre og hurtigere kan finde de tilbud, der passer til dem. Ambitionen er, at de på denne måde hurtigst muligt finder den rette vej ud af hjemløsheden, så de ikke skal ende permanent på gaden i en alt for ung alder.
Vedr. rettelser til fuckinghjemløs bedes I benytte mailadressen: info@fuckinghjemløs.dk