På Kofoeds Skole er vi altid meget taknemmelige, når nogen påtænker os donationer – og særligt når det er donationer, der samtidig tager hensyn til miljøet. Netop dét har de flinke mennesker fra CPH LIVING gjort, idet vi har indgået et samarbejde, hvor vi modtager brugt sengetøj fra dem, som vi syer om og giver nyt liv.

Samarbejdet indebærer, at vi modtager brugt sengetøj fra CPH LIVING’s kunder, der kan indlevere det i en af deres butikker eller sende det til dem pr. post og få et gavekort retur på 50 kr.
Om samarbejdet siger CPH LIVING selv:

‘Vi har sat os for, at drage maksimal udnyttelse af dit gamle sengetøj, så det kan gøre nytte for andre. Derfor har CPHLIVING indledt et samarbejde med Kofoeds Skole og deres ReDesign tekstil værksted.’

Sidst, men ikke mindst, har CPH LIVING også gjort det muligt for de allermest gavmilde af deres kunder, at skænke sit gavekort til Kofoeds Skole, så de kan hjælpe endnu mere. CPH LIVING konverterer så værdien af det skænkede gavekort til en kontant donation, som vil blive overbragt til et af Kofoeds Skoles udvalgte projekter.