På Kofoeds Skole i Aalborg finder man primært grønlandske elever, som ofte har brug for en ekstra hånd til at begå sig i det danske samfund. Det drives som værested med dagtilbud om
frivillig aktivering, hvilket giver udfordringer med manglende kontinuerligt fremmøde. Mottoer, mantraer, principper og hjerterum er dog ikke anderledes end i København og Aarhus, og der ydes hver dag en kæmpe indsats for socialt udsatte via undervisning, rådgivning, værksteder og ikke mindst hjælp til selvhjælp.

Med det ubestridte hovedsæde beliggende i København kan det hurtigt komme til at virke som om, Kofoeds Skole er et hovedstadsfænomen. Intet kunne være mere forkert, for der er flere danske medlemmer i ”familien Kofoed“. Ud over søsterskolen i Aarhus skal man således bare køre en times tid længere mod nord til limfjordsbyen Aalborg for at støde på endnu en afdeling af Kofoeds Skole.

Dog adskiller Aalborg-versionen sig en anelse fra de to andre slægtninge. Her kommer nemlig primært grønlandske elever, skolen er delt op i to huse på to vidt forskellige locations i landets fjerdestørste by, og så har man i modsætning til tidligere ikke længere en aktiveringsaftale med kommunen. Det betyder, at man nu udelukkende er et værested og et dagtilbud om frivillig aktivering. Teamleder Laila Betina Jensen, 41 år, uddyber:
”Hos os kommer folk helt frivilligt og er for eksempel ikke sendt i aktivering af kommunen. På den måde adskiller vi os fra de andre skoler. Man kan sige, at vi er lidt ligesom grønlandske Naapiffik i København – men bare større. Vi er ikke en selvstændig skole, men derimod en underafdeling, fortæller ildsjælen Laila.

Selv om der ikke længere er aktiveringsaftaler med kommunen, så har den alligevel spillet en central rolle i Kofoeds Skoles tilblivelse i Aalborg tilbage i år 2000.
”Vi blev grundlagt på bestilling fra kommunen i samarbejde med Det grønlandske hus i byen. Målgruppen var grønlændere, man dengang ikke nåede ordentligt ud til. Projektet startede med bare syv mænd og blev kaldt for Neriusaaq – grønlandsk for ”regnbue“. Siden da er der år efter år blevet udvidet, så vi nu for eksempel i januar i år havde 200 forskellige cpr-numre – altså unikke personbesøg – hos os, siger Laila med glød i stemmen.

Udfordringer er der nok af. Ifølge Laila er det for eksempel svært at planlægge ordentlige læringsforløb for folk, når det ude lukkende er op til dem selv om – og hvor hyppigt – de vil komme.
”Det betyder, at kontinuiteten i for eksempel undervisning ryger sig en tur. Men det må man finde sig i. Det er bare sådan, det er“, lyder det fra afdelingslederen.

Det kan være en god egenskab at se det positive i enhver given situation, hvor udfordrende den end måtte være, men den accepterende sætning ”det er bare sådan, det er“ er ironisk nok også et mantra hos mange grønlændere, og i den forbindelse er det knap så positivt, mener Laila.
”Livet har lært mange grønlændere, at de bør og skal klare sig selv. Det ligger dybt forankret i deres adfærd. ”Vi tager det, som det er“ – den holdning møder vi tit hos dem. Grønlændere kan simpelthen ikke lide at gøre opmærksom på sig selv. De har virkelig brug for vores hjælp til hele den samfundsmæssige forståelse, for de søger den ikke på eget initiativ. De har et stort behov for hjælp til at kende systemet, deres pligter og hvad de har ret til. Det er helt afgørende at forstå den slags som menneske, så man kan leve som ansvarlig samfundsborger“, understreger Laila Jensen.

Hun taler og formulerer sig på en måde, så man gennem telefonrøret mærker hendes erfaring, omsorg og dybfølte lyst til at yde en kæmpe indsats for andre. At gøre en forskel. Alligevel er Laila ikke ubetinget optimist på alle områder. ”Jeg er virkelig bekymret for den brede gruppe af grønlændere, som er meget udsatte, for har samfundet plads til at give DEM plads? Det er hårdt at sidde på sidelinjen og se folk blive stresset og presset – at se dem blive sanktioneret af samfundet. Vi har at gøre med mennesker, som kommer til os med problemer og er trængt op i en krog. De skal gives nogle chancer. Vi skal kommunikere på deres vegne, for de får ofte ikke selv sat ord på“, mener Laila, og supplerer hurtigt: ”Det vigtigste – og den allerstørste udfordring – er at holde fast i tryghed. Det værner vi meget om. Det er det allervigtigste i vores DNA. Uden den kan vi ikke fungere som mennesker. Det handler også om Empowerment. Altså at få redskaber til et