Akuthjælp

På Kofoeds Skole yder vi akuthjælp til mennesker i udsatte positioner. Som elev på Kofoeds Skole kan du optjene retten til en lang række forskellige goder. Det er et princip, som har været gældende siden skolens start i 1928.

Når den enkelte gør noget godt for sig selv, eller bidrager til fællesskabet, ved at løse en aftalt arbejdsopgave, udløser det en belønning i form af f.eks. mad, tøjvask og værdibeviser, der fungerer som et gavekort, i vores socialøkonomiske butikker.

Formålet er:

  • Eleven skal gøre noget godt for sig selv
  • Eleven skal bidrage og deltage aktivt i fællesskabet på Kofoeds Skole
  • At eleven ikke er passiv modtager, men bliver aktiv i forhold til sig selv og fællesskabet på Kofoeds Skole

Ordningen er en del af Kofoeds Skoles pædagogiske metode, hjælp til selvhjælp. Formidling af arbejdsopgaver sker i Produktionsværkstedet.

Elever, der ønsker at optjene madbilletter og et værdibevis, kan henvende sig i Åben Rådgivning i Café Kofoeds Kant, Holmbladsgade 120. Her aftales det, hvilket værksted, eleven kan blive tilknyttet.

For at optjene skal man være elev på skolen. Du kan blive indskrevet eller forny dit elevkort i Café Kofoeds Kant mandag – fredag fra kl. 9 – 13.

HENT MATERIALE

Åben rådgivning

Et af de mange tilbud på Kofoeds Skole, er vores Åben rådgivning, hvor mennesker kan komme direkte fra gaden – også uden at være elev på Kofoeds Skole – og tale med en af vores dygtige socialrådgivere. Åben rådgivning holder til i vores café ‘Kofoeds Kant’, der ligger ud mod Holmbladsgade.

Åbningstider
Mandag, onsdag og torsdag fra kl. 9-15
Tirsdag og fredag fra kl. 9-13

Et varmt måltid mad

En af de mest basale goder, man kan tjene op til som elev på Kofoeds Skole, er en spisebillet til Café Himmelblå. Billetten gælder for en varm ret, som varierer fra dag til dag. For at få en spisebillet, skal man have arbejdet 1 time i ét af vores værksteder. Billetter udleveres derfor også i det pågældende værksted.

Spisebilletten kan også bruges som betaling for deltagelse i madlavningskursus.

Overblik over optjeningsmuligheder

Mad: 1 time
Lille værdibevis (værdi 160 kr.): 5 timer
Stort værdibevis (værdi 320 kr.): 10 timer

Den første time udløser altid en madbillet. Hvis man ønsker at optjene til et værdibevis er det på den måde timer der skal arbejdes i et værksted udover de timer, der udløser en madbillet.

Som elev på Kofoeds Skole får man altid 50% rabat i tøj- og møbelbutikken og 25% i cykelbutikken og Bazaren, hvor vi sælger skolens eget håndværk.

Nyt tøj hver måned

Klæder skaber folk, siger man.

Derfor er der som elev på skolen også mulighed for at blive klædt på fra inderst til yderst i lækkert genbrugstøj fra vores tøjbutik. Det er med til at sikre, at man bevarer sin værdighed som menneske og ikke skiller sig ud, fordi man ikke har råd til tøj og sko.

Det tøj, som Kofoeds Skole modtager som donationer fra private og firmaer, gennemgår en sorteringsproces der sikrer en høj kvalitet i butikken. Det frasorterede tøj sendes videre til andre velgørende organisationer, hvor det genbruges direkte i andre lande og det mest ødelagte omdannes til bl.a. isoleringsmateriale.

Arbejdet med at sortere, prissætte o.l. foregår i tøjbutikken, som fungerer som et værksted, hvor man som elev kan deltage.

Møbler til din nye bolig

Mange af skolens elever kan fortælle om perioder som hjemløse. Én har måske levet på gaden i flere år og nu fået sig en lejlighed. En anden har måske mistet sit hjem og sine ejendele i forbindelse med et forlist forhold. Der kan være mange grunde, der fører til, at man pludseligt skal starte forfra med at skabe sig et hjem. Og mange oplever at stå uden de nødvendige midler til at anskaffe nyt inventar til dét, der skal tjene som deres hjem. Hvad er et hjem f.eks. uden en seng at sove i og stole at sidde på?

Etableringshjælp

Kofoeds Skole tilbyder etableringshjælp til personer, som er blevet anvist bolig af kommunen. Der skal være forsøgt at søge etableringshjælp via kommunen, i første omgang. Borgeren skal, for at kunne få tildelt etableringshjælp, være i målgruppe for Kofoeds Skole samt møde op personligt i Åben Rådgivning i Kofoeds Kant og lade sig indskrive som elev på skolen. Det er også personalet i Åben Rådgivning, der bevilliger et evt. etableringsbevis.

Bliver dette bevilliget, får eleven et værdibevis på 1000 kr., som kan bruges i vores møbelbutik. Indskrivning som elev på skolen, medfører 50% rabat i møbelbutikken. Etableringsbeviset skal bruges på én gang og er gyldigt en måned frem efter indflytningsdato. Såfremt møblerne skal transporteres, aftales dette med personalet i møbelbutikken den dag, hvor man ’køber’ møblerne. Transport i Københavnsområdet, koster 150,- kr. og transporten er der ingen rabat på. Møblerne leveres ved kantstenen og man skal selv bære det ind i egen bolig.

Elevvask

Du kan optjene til vask af dit tøj, hvis du er deltagende på et af Kofoeds Skoles værksteder.

Du skal lave en aftale med en medarbejder på det værksted, du er tilknyttet. Forskellige værksteder har forskellige
vaskedage. Vaskepulver eller vaske taps udleveres af medarbejderne.

Når du har lavet en aftale om vasketid kan du vaske på
samme måde, som i et møntvaskeri.

Det vil sige, at du selv lægger tøjet i maskinen og selv putter det i tørretumbleren.
Der kan ikke købes vask, kun optjenes.

OBS!
Hvis du er elev på et undervisningshold I KSO og ønsker, at vaske skal du henvende dig i et værksted og lave en aftale om at tjene op til en eller flere vaske.

Gratis tandpleje (Socialtandplejen)

Socialtandpleje er et gratis tilbud til dig, der er hjemløs eller bruger af herberger og varmestuer.
Socialtandplejen tilbyder:

  • Akut tandbehandling. Dvs. tandbehandling, som afhjælper smerte, infektion, hævelse, skade eller anden akut tilstand som fx akut knækkede tænder
  • Funktionsopbyggende tandbehandling. Dvs. behandling af oral funktionsnedsættelse til personer, der fx har nedsat tyggefunktion, eller hvor tab af tænder i fortandsregionen er vansirende
  • Forebyggende råd og vejledning i forhold til vedligeholdelse af behandlingen, fx information og instruktion i tandpleje, herunder daglig mundhygiejne
  • Forebyggende behandling eller funktionsopbyggende behandling som fx genopbygning af hele tandsæt eller proteser. Det vil være Voksentandplejen, der konkret vurderer, om dette er relevant.

Kriterier for at få tilbud om socialtandpleje

Du kan få tilbuddet om socialtandpleje, hvis du opfylder disse kriterier:

  • Du har særlige sociale problemer, så du ikke kan benytte de almindelige tandplejetilbud i privat praksis samt den kommunale omsorgs- og specialtandpleje
  • Du har folkeregisteradresse i Københavns Kommune
  • Du har et CPR-nummer og er berettiget til et dansk sundhedskort.

Derudover skal du opfylde ét eller flere af disse kriterier:

  • Du er gadehjemløs
  • Du er bruger af herberger, varmestuer og væresteder pga. hjemløshed, eller fordi du ikke kan opholde dig i din egen bolig
  • Du har et meget kaotisk stof- og/eller alkoholmisbrug
  • Du er tidligere hjemløs, der nu bor i egen bolig.

Åbningstid for på tandklinikken på Kofoeds Skole er:
Mandag til fredag fra kl. 8.30-14.30


Kontakt

Socialtandplejen
Voksentandplejen i Københavns Kommune
Tlf. 33 17 57 80
Mail: Voksentandplejen@kk.dk

Spørgsmål?

Telefon: 32 68 02 00
E-mail: ks@kofoedsskole.dk

Du er velkommen til henvende dig i ‘Kofoeds Kant’ eller ringe og høre mere om akuthjælp.
Telefonen er åben mandag til torsdag fra kl. 9.00-15.00 og fredag fra kl. 9.30-13.00.