Vil du være frivillig i Kofoeds Mosteri på Kofoeds Skole?
Vi søger frivillige, der er praktisk anlagte og har mod på udendørs arbejde – ligegyldigt vejrudsigten

Kofoeds Mosteri er et fællesskab for mennesker der er interesseret i lokal fødevareproduktion, bæredygtighed og arbejde, der skaber social forandring. Mosten er produceret af overskudsfrugt doneret af lokale haveejere. Frugten plukkes, presses og mostes i et samarbejde mellem frivillige og elever på Kofoeds Skole. I Mosteriet arbejder vi tæt sammen med de sociale arbejdsfællesskaber Miljøpladsen og Køkkenhaven.

Som frivillig i Kofoeds Mosteri har du lyst til at gå til hånde med en eller flere af følgende opgaver:

  • Frugtplukning i lokale haver og produktion af most på Kofoeds Skole
  • Oprydning, rensning af flasker, påsætning af etiketter mm
  • Deltagelse i planlægning og/eller afholdelse af events i æblemosteriet
  • Kommunikationsopgaver
Lidt om dig

Vi forestiller os at du:

  • Er ressourcestærk, rummelig og kan lide at møde nye mennesker
  • Interesserer dig for lokal fødevareproduktion
  • Er mobil og har mod på praktisk arbejde i al slags vejr

Hvad får du ud af at være frivillig i Kofoeds Mosteri?

Som frivillig i Kofoeds Mosteri er du først og fremmest med til at gøre en vigtig forskel for socialt udsatte.

Derudover bliver du en del af et meningsfuldt og socialt arbejdsfællesskab, hvor du kan udvide dit netværk og tilegne dig nye personlige og faglige kompetencer, samt erfaring og udtalelser til dit CV.

Praktisk information

Kofoeds Mosteri ligger på Kofoeds Skole på Amager, Holmbladsgade 120, 2300 København S.
En del af arbejdet – især frugtplukning – vil dog også foregå på andre adresser.

Æblemosteriets højsæson er fra august til november, men der er aktivitet året rundt. Der er primært aktiviteter i dagtimerne fra 9-15, men også mulighed for at være med, når vi har aften- og weekend aktiviteter. Hvor meget du kan engagere dig planlægger vi sammen.

Om Kofoeds Skole

Siden 1928 har Kofoeds Skole tilbudt uddannelses- og arbejdsfællesskaber, til voksne mennesker, der – for øjeblikket – ikke kan deltage i samfundet på samme vilkår som de fleste. Mennesker med mere i bagagen. Men også mennesker med mere at byde på. Kort sagt, mennesker med mere.

Hvert år benytter omkring 3600 mennesker sig af vores værksteder og undervisningshold. Her lærer de nye kompetencer, indgår i sociale fællesskaber og tager selv et medansvar for at forbedre deres livssituation. Det kalder vi ’Hjælp til Selvhjælp’.

Som frivillig på Kofoeds Skole er du en vigtig del af dette arbejde og du er med til at bidrage til en positiv hverdag for mennesker i udsatte positioner.

Du kan læse mere om vores tilbud på https://menneskermedmere.dk/vorestilbud/

Hvis du ikke vil være fast frivillig, men vil hjælpe til ved events og kortere projekter, f.eks. markeder, eller juleaften på Kofoeds Skole, så bliv medlem af vores Facebook-gruppe, ‘Frivillige på Kofoeds Skole‘.

Foto: Kofoeds Skoles arkiv